Kolding beton

Bo Willumsen har været så sprød at sende en anmeldelse af den nye Kolding park. Så var der den om dengang Marius ikke kunne huske Bos navn og prøvede at bruge det gamle hvordan-er-det-nu-man-staver-dit-navn trick. B sig O, skulle du spørge fra nogen?

Få hundrede meter fra det busskur, hvor Bertram H. Kirchert røg sine første smøger, har Bertrams far i kraft af sin lokalpolitiske indflydelse fået omdannet et nedslidt hjørne af en parkeringsplads til en mindre betonpark. Parken er ikke meget større end Enghaveparken, men folkene fra Pivotech har udnyttet arealet godt.

Arealets ene ende starter i en lille stram quarter, der giver dig fint fart til at rundt i arealet. Arealet er opbygget, så det både byder på en masse forskellige obstacles, der kan bikses på, og har et godt flow. Sidstnævnte tiltaler de jyske silverbacks. Betonen er lige så god som Fælledparkens, så nye hjul og kuglelejer og du er flyvende.

Arealet er opdelt i to niveauer, hvor skiftet mellem niveauer byder på en række forskellige muligheder herunder eurogap, en bank-to-bank-ting og en høj ledge, som også kan bruges af gamle mænd uden pop, da man får en flyoutfunktion fra niveauskiftet. I den dybe ende er der en tranny med to corners, der begge ender i noget hiplignende. Både corners og hips fungerer godt og det er muligt at få lidt luft under brættet.

Arelaet er placeret i centrum af købstaden tæt på station, værtshuse og Netto, så det er nemt at skaffe forsyninger, hvis nødvendigt. Da alle i det jyske har bil, er det smart med en trappe til indgangen af arealet direkte fra den parkeringsplads, der ligger lige ved arealet.

Befinder du dig inden for en radius af 100 km fra Kolding er arealet helt klart turen værd. Arealet har afgørende betydning for, at Morten Thue er genopstået og igen sætter de unge Koldingenser til vægs. Grundet et veludnyttet areal der tiltaler områdets aldrende elite er Kolding måske pt. den jyske betonhovedstad?